Buddha-naturen hverken stiger eller falder

Når meget forbliver ukendt, og sindet ofte er uroligt, er det let at tro, at man mangler muligheden for at vågne. Omvendt kan man efter en særlig erfaring i praksis eller en lille forståelse af en svær undervisning tænke, at en større natur er nyerhvervet. Alligevel er opvågning ikke arbejdet med at skabe og tilknytte en natur, der var fraværende. Det efterlader sig ikke at vide, hvad der altid har været sådan, og erkende det tydeligt.

Dette må ikke opfattes som ensbetydende med, at der ikke er behov for en indsats. Selvom en referencetonehøjde forbliver konstant, vil musikken være ustemt, når instrumentet ikke er stemt. Læren om, at Buddha-naturen ikke aftager, er ikke en undskyldning for dovenskab; det er opmuntring til ikke at give op, fordi ingen er forladt fra begyndelsen, og at blive ved med at kultivere.

Forestil dig et roligt musikøverum. Når en begynder går glip af en cellotone, bliver referencetonen ikke mindre eller forsvinder. Når afspilningen bliver præcis, bliver referencetonen ikke større. Pladsen forbliver som den er; spilleren åbner øret, lytter og bringer strengen i tone. Når det er forkert, lytter afspilleren igen; uden at prale efter at være kommet lidt tættere på, slapper spilleren af ​​i hele kroppen og tuner igen og igen.

Øvelse er sådan her. Selv når grådighed, vrede og vildfarelse slører vores evne til at genkende vores oprindelige natur, forsvinder muligheden for at vågne ikke. Selv når praksis renser sindet, får vi ikke et nyt selv eller en ny sjæl. Vi frigiver de vedhæftede filer, der dækkede os, og ser tydeligt, hvad der tidligere var uset.

Beslut dig derfor ikke for, at du er mangelfuld. På samme tid skal du ikke stoppe med at sige: "Jeg er oprindeligt komplet, så jeg behøver ikke kultivere yderligere." Mindreværd formindsker den mulighed, der allerede er til stede, og stolthed forhindrer os i at se den resterende uklarhed. Slip begge yderpunkter og stil roligt af på dagens ord og handlinger.

Buddha-natur betyder ikke en genstand, jeg besidder, eller en uforanderlig individuel sjæl. Det er ikke en fast ting at forstå som "min"; den peger på muligheden for opvågning, åben for alle og åbenbaret gennem praksis og betingelser. Det er hverken et bevis på, at jeg er bedre end andre, eller en dom på, at jeg er dårligere. Efterhånden som bevidstheden bliver dybere, bliver sammenligningen mindre, og den medfølende handling øges.

I dag, lyt endnu en gang efter sindets referencetonehøjde. Før du taler, når vreden stiger, hold en pause; når lysten kommer først, se mod personen ved siden af ​​dig; og når du ikke ved det, så lær igen ærligt. At stole på den oprindelige natur er ikke at hæve sig selv, men at blive ved med at tune sig selv rigtigt uden at give op.